»Demokratiet har ikke udfoldet sig smukt«
Af Kaj Pihl Poulsgaard, kaj@berlingskemedia.dk
Lørdag den 15. august 2015, 08:18
Tidligere amtsdirektør og direktør i Region Midtjylland, Lars Hansson, er frustreret over den manglende åbenhed og den dermed manglende debat om bevaring.
Som tidligere topembedsmand gennem flere årtier er Lars Hansson yderst bekendt med både demokrati og vanskelige sager.
Alligevel har han aldrig oplevet noget lignende som de to sager om den gamle musikskole på Kirkepladsen i Ringkøbing og det gamle amtsrådhus på Torvet i Ringkøbing.
»Man skal aldrig forsvare, hvorfor man har slået sig ned her. Hver gang man møder nye mennesker og siger, at man bor her, kommer det helt spontant: »Oh, det er sådan en dejlig by.« Og man bliver så glad, når man viser byen frem.«
Stædighed og kamp
»Men sagen er jo, at det ikke er kommet af sig selv. Det er kommet, fordi nogle meget stædige mennesker gennem årtier har kæmpet indædt for at bevare de historiske værdier,« siger Lars Hansson.
Selv om Lars Hansson blev student i 1968, vil han ikke betegne sig selv som aktivist.
»Mig og min kone joker lidt med, at jeg skal til »aktivist-møder«, men det er mest for sjov. Og aktivismen er jo også kommet snigende,« fortæller han.
»Det begyndte egentlig med nedrivningen af en Ples-ner-bygning på den gamle skolegrund. Det undrede jeg mig lidt over, når man ved, at de i Skagen ikke tøver med at gøre opmærksom på deres Plesner-bygninger.«
Ikke demokratisk kønt
»Så kom det frem, at menighedsrådet havde overtaget den gamle musikskole, og jeg tror, at mange tænkte, at så var det jo fint. For et menighedsråd, der typisk gør alt for at værne om gamle kirker, vil vel også være om en gammel, bevaringsværdig musikskole.«
»Da det så kom frem, at købet var sket med nedrivning for øje, og at den kendsgerning var godt gemt i sagen - så vågnede min interesse. Og siden må jeg jo så sige, at det ikke har været demokratisk kønt. Det har været en meget lukket proces.«
Ikke en åben dialog
»Der har formelt været indkaldt til de tvungne møder i meninghedsrådet, men der har ikke været en åben dialog. Det bliver ikke en ligeværdig dialog, når alt ikke bliver lagt frem; for eksempel at en anerkendt arkitekt vurderer, at bygningen er langt mere bevaringsværdig, end den står opført som.«
»Eller når Stiftet siger, at man skal genoverveje sagen og angiver veje, man kan gå, for eksempel forhandle med kommunen igen om købsprisen eller søge fonde. Man tilbydes hjælp til begge dele, men alligevel går man videre få dage senere - uden at forholde sig til det.«
Beregninger ignoreret
»Eller når man vælger at ignorere beregninger, der siger, at det er billigere at renovere end bygge nyt.«
»Hvorfor skal bygningen rives ned, før der er holdt licitation? Det kan jo vise sig, at det i mellemtiden er blevet langt dyrere at bygge nyt, fordi krisen nu er ovre.«
Den hemmelige lejeaftale
Sagen om Landbobankens lejeaftale med Ringkøbing-Skjern Kommune fik ikke Lars Hanssons tillid til det lokale demokrati til at stige:
»Jeg mener helt klart, at første sal er bevaringsværdig. Det var det, der lå i den klausul, som kommunen fik ophævet.
Lejeaftalen forsøges holdt hemmelig. Det mener jeg ikke, at der er lovhjemmel for. Man kan diskutere, om selve huslejen kan holdes hemmelig, men den er jo ligegyldigt i denne forbindelse. Det, der er interessant, er hvilke ændringer, der må laves inde i bygningen.«
»Der er klaget til Naturklagenævnet over dispensationen fra, at der ikke må være bank i stueetagen. Men det er tvivlsomt, om klagen bliver behandlet, før lejemålet kan træde i kraft. Så lige nu er det lidt »Tro, håb og kærlighed«. Kærligheden til de kulturhistoriske værdier varer ved, men der er brug for tro og håb, for at den gamle amtsrådsbygnings indre ikke bliver ødelagt.«
Lars Hansson vil blive ved med at kæmpe:
»Når jeg synes, at det er værd at kæmpe for gamle bygninger og demokrati, så er det, fordi jeg tror på, at på et eller andet tidspunkt, ændrer det noget. Men jeg må sige, at i de her sager har demokratiet ikke udfoldet sig særlig smukt,« slutter Lars Hansson.
